Dette skal du gøre, hvis du opdager en utæt radiator i din bolig!
En utæt radiator behøver ikke være et alvorligt problem, men hvis ikke du gør noget ved det, kan det udvikle sig til en omfattende vandskade! Uanset om din radiator drypper fra en mindre tæring, eller vandet fosser ud pga. af et større læk, bør du overveje at få skiftet radiatoren før eller siden.
Hvis du lige nu står med en utæt radiator, vil jeg her give dig en kyndig vejledning til, hvad du selv kan gøre her og nu.
Hvis vandet fosser ud lige nu, skal du have taget trykket af anlægget, hvis du har et centralvarmeanlæg, eller lukke for fjernvarmen, hvis du har direkte-fjernvarme. Læs videre for at se, hvad du skal gøre!
Utæt radiator – HJÆLP! Vandet vælter ud, hvad gør jeg?! (AKUT)
Begræns skaden med klude, bøtter, skåle eller spande
Sæt end bøtte eller spand under utætheden for at forsøge at begrænse skaden. Alt efter lækagens omfang, kan en utæt radiator forsage store vandskader, og derfor bør du forsøge at begrænse skaden så vidt muligt. Håndklæder og klude kan også være en mulighed.
Begræns vandskaden med klude eller bøtter
Tag trykket af varmeanlægget (centralvarmeanlæg)
Hvis dit varmeanlæg er et centralvarmeanlæg, skal du tage trykket af anlægget nu. Når trykket er taget af, vil vandet ikke længere blive presset ud af radiatoren, men blot dryppe stille og roligt.
Når trykket er taget, kan du med fordel tappe alt vandet af, for at undgå vandskade i det rum, hvor den utætte radiator er placeret. Trykket falder ligeså snart du begynder at tappe vandet af dit centralvarmeanlæg, og når trykket er nede på 0 bar, vil vandet ikke længere fosse ud af radiatoren, men blot dryppe.
Du skal dog være opmærksom på, at når du har tappet vandet af dit varmeanlæg, vil du ikke længere kunne få varme på dine radiatorer. Derfor bør du kun tappe vandet af, hvis IKKE en bøtte eller spand er tilstrækkeligt som en midlertidig løsning, indtil du kan få skiftet radiatoren.
Følg denne guide for at se, hvordan du tapper vandet af dit centralvarmeanlæg.
Tap vandet af centralvarmeanlæg
Luk for fjernvarmen (direkte-fjernvarme)
Hvis du har direkte-fjernvarme er din situation en smugle mere alvorlig. Hvis vandet fosser ud af din radiator, skal du hurtigst muligt have lukket for fjernvarmen til din bolig, eller lukke på eventuelle afspærringshaner foran og bagved den utætte radiator.
Ved direkte-fjernvarme er vandet i dine radiatorer det samme vand, som kommer direkte fra fjernvarmeværket. Det betyder, at vandet vil blive ved med at fosse ud, indtil du afbryder forbindelsen mellem den utætte radiator og fjernvarmeforbindelsen.
Når du lukker for fjernvarmen, vil du ikke længere have varme i din bolig. Det gælder også for dine overboer og underboer, hvis du bor i etagebyggeri.
Følg denne guide for at se, hvordan du lukker for fjernvarmen i din bolig. (Kommer snart)
Hjælp! Jeg har ikke adgang til fyrrummet!
Hvis du ikke har adgang til fyrrummet, og du har en utæt radiator på et direkte-fjernvarmeanlæg, kan du forsøge enten at opsamle vandet i spande og bøtter eller begrænse omfanget med klude og håndklæder.
Det er derefter vigtigt, at du kontakter din vicevært eller pedel, som straks bør komme og hjælpe dig med problemet.
Luk for fjernvarmen
Utæt radiator – Radiator drypper og situationen er ikke umiddelbar akut
Hvis din radiator drypper, og der umiddelbart kun er tale om en lille utæthed, kan du sagtens lade anlægget være, mens du bare sætter en lille skål eller bøtte ind under radiatoren.
Men selvom vandet ikke fosser ud af en utæt radiator, er det vigtigt, at få radiatoren skiftet. Når det ubeskyttede jern er tæret igennem, og jernet derfor er udsat for både vand og ilt, vil radiatoren begynde at ruste. Det betyder, at lækagen langsomt vil blive større.
Selvom den første rust umiddelbart kan lukke hullet tæt igen, er dette kun en stakket frist. Da varmeanlægget er under tryk, vil det kun være et spørgsmål om tid, før radiatoren bliver utæt igen.
Midlertidig løsning ved ikke akut læk
Kan man lappe en utæt radiator?
Selvom flere gør-det-selv hjemmesider foreslår lapning af radiator med plastic-padding (kemisk metal), er dette absolut kun en midlertidig løsning, som i sidste ende blot vil være en mer-udgift for dig.
Da der er tryk på varmeanlægget, vil plastic-paddingen før eller siden give efter, og radiatoren vil blive utæt igen. Det rigtigste vil være at få udskiftet den utætte radiator med det samme, eller så snart der er overskud til det.
Må man selv skifte en utæt radiator?
Ja, hvis dit varmeanlæg er et centralvarmeanlæg. Det betyder, at dit varmeanlæg er et lukket system, hvor vandet kun cirkulerer i din bolig. Hvis du har Oliefyr, Gasfyr, Jordvarme, varmepumpe eller indirekte-fjernvarme, har du et centralvarmeanlæg.
Et indirekte fjernvarmeanlæg genkendes ofte ved, at der sidder en varmeveksler mellem varmerørene i din bolig og fjernvarmerørene ude fra vejen.
Desuden er en af de lettest genkendelige komponenter i et centralvarmeanlæg den karakteristiske, oftest røde, ekspansionsbeholder.
Sådan udskifter man en radiator (kommer snart)
Hvis du har direkte-fjernvarme må du IKKE selv udskifte din radiator. På et direkte-fjernvarmeanlæg får du vand direkte fra din fjernvarmeleverandør, og både temperatur og driftstryk er højere på et direkte-fjernvarmeanlæg.
Hvis du har direkte-fjernvarme, SKAL udskiftningen altså foretages af en autoriseret VVS-installatør.
Udskift radiator – Gør det lettere for VVS’eren at give dig et godt tilbud
Hvis du har besluttet, at du vil have udskiftet din utætte radiator, er her et par tips til, hvordan du gør det lettere for VVS’eren at beregne et godt og billigt tilbud til dig. Du behøver kun et kamera eller en mobiltelefon med kamera, så du kan vedhæfte et par gode billeder, og en god beskrivelse.
Når VVS’eren skal give et tilbud på udskift af radiator, er der nogle væsentlige ting han/hun bør vide. Disse ting bør du gøre dig klart, inden du kontakter VVS’eren.
Hvor stor er radiatoren?
Radiatorens størrelse har betydning for dit forbrug. En for lille radiator kan ikke følge med, og vil resultere i et unødigt højere varmeforbrug. Mål derfor din utætte radiators højde og bredde. Ud fra disse mål, kan VVS’eren få et indtryk af, hvor stor opgaven er, og evt. finde en radiator af samme størrelse.
Mål radiatorens højde og bredde
Hvor stort er rummet, som radiatoren skal varme?
Rummets størrelse har også betydning for radiatorens størrelse. Du bør måle størrelsen på det rum, som din utætte radiator opvarmer, og samtidig gøre opmærksom på, hvor mange radiatorer, der er i rummet.
Antallet af radiatorer i rummet har også betydning for den nye radiators størrelse. Jo flere radiatorer om opgaven, jo mindre kan de være.
Rummets størrelse angives i kvadratmeter, og får at finde dette, måler du rummets bredde og længde, og derefter ganger du de to tal med hinanden.
F.eks. 4 meter x 6 meter = 24 kvadratmeter (kvm)
Afstanden mellem frem og returløbet
Hvis muligt, mål da også centerafstanden mellem frem og returløbsrøret. Dette kan give VVS’eren mulighed for at finde en radiator med samme mål, hvorfor opgavens omfang vil blive mindre, da der så ikke skal laves større ændringer i rørføringen.
Mål centerafstand mellem rør
Boligens byggeår har også betydning for radiatorens størrelse
Hvis du bor i en ældre bolig, er den sandsynligvis ringere isoleret, og det vil betyde, at din bolig har et større varmetab pr. kvm. end bedre isolerede boliger. Hvis du kan give VVS’eren en idé om, hvornår din bolig er bygget, og om den er efterisoleret, kan du hjælpe ham/hende med at beregne det bedste tilbud til dig.
Tag billeder og vedhæft din forespørgsel på tilbud
Tag 3-5 gode billeder af radiatoren og rørene til den utætte radiator. Disse billeder vil hjælpe VVS’eren til at kunne lave det bedste tilbud til dig
Sådan får du et billigere tilbud på udskift af radiator!
Tap selv vandet af anlægget inden VVS’eren kommer
Når en radiator skal skiftes, er det nødvendigt at tappe vandet af centralvarmeanlægget. Dette er som oftest en langsommelig proces, og alt efter din boligs størrelse, kan dette tage op til 30 minutter.
Det er 30 minutter, som du ligeså godt kan spare. Gør opmærksom på, at du selv tømmer vandet af dit varmeanlæg inden VVS’eren kommer. Så kan VVS’eren gøre tilbuddet endnu billigere!
Få billigere tilbud! – Tap selv vandet af
Genbrug radiatorventil og radiatortermostat og spar penge!
Hvis din radiatorventil og radiatortermostat er af nyere årgang, og i øvrigt stadig er i god stand, kan du rask væk spare 300-400kr. Gør VVS’eren opmærksom på, at du gerne vil genbruge radiatorventil og termostat og få et billigere tilbud!
Få billigere tilbud! – Genbrug radiatorventil- og termostat
Skriv en så fyldestgørende tekst som muligt, så VVS’eren får de bedste forudsætninger for at lave et godt og billigt tilbud på udskift af utæt radiator!
Her er et eksempel på en formulering med så megen relevant info som muligt:
”Jeg skal have skiftet en utæt radiator. Radiatoren er 100cm x 50cm og sidder under et vindue i stuen. Stuen er ca. 30 kvm, og der sidder en tilsvarende radiator under det andet vindue af samme størrelse. Boligen er fra 1970. Rørene kommer ud af gulvet, og jeg kan selv tømme vandet af anlægget. Radiatorventil og termostat er af nyere dato, og dette ønsker jeg at genanvende.”
Her er et andet eksempel på en formulering med så megen relevant info som muligt:
”Jeg har en utæt radiator, jeg skal have skiftet. Radiatoren er 100cm x 55cm og sidder under et vindue. Rummet er ca. 15 kvm. Jeg bor på 3. sal i en etageejendom, og det lader til, at vi har direkte-fjernvarme. Der er kuglehaner på hver side af min radiator, så det skulle ikke være nødvendigt at lukke for fjernvarmen ved udskiftning. Radiatortermostaten er helt ny, men jeg vil gerne have skiftet radiatorventilen, da den er af ældre type.”
Utæt radiator forsikring?
Nogle forsikringsselskaber dækker ikke nødvendigvis udgiften til udskiftning af en utæt radiator, men de dækker måske følgeskaderne, hvis dit gulv eller gulvtæppe har taget skade.
Bolius har lavet en udmærket artikel om husforsikringer, og de ting, som du måske ikke vidste din forsikring måske dækker.
Læg en kommentar