Giv VVS’eren så meget info som muligt – og få det billigste toilet tilbud!
Er du på udkig efter et godt billigt toilet tilbud, er du landet på den helt rigtige side! I denne artikel vil jeg give dig den fornødne viden, du skal bruge for at sikre dig, at du får et godt billigt toilet tilbud inkl. montering. Det eneste du skal bruge er et kamera eller en mobiltelefon med kamera, og den viden jeg giver dig her. Desuden vil jeg nævne nogle ting du kan gøre, for at sikre dig, at dit tilbud bliver så billigt, som muligt. Når du bestiller et toilet tilbud, vil VVS’eren måske stille dig spørgsmål som:
- Er dit nuværende toilet med skjult S-lås, synlig S-lås eller P-lås?
- Er dit nuværende toilet et gulvstående eller væghængt toilet?
- Er afløbet et støbejernsafløb eller et plastikafløb?
- Kan man lukke for vandet ved toilettet?
- Hvilket toilet ønsker du?
- Er gulvbeklædningen af fliser eller laminat?
Du behøver ikke engang at kunne svare på alle spørgsmålene. Hvis du blot tager et par billeder af dit toilet, afløb og omgivelserne, kan VVS’eren allerede få et godt overblik over opgavens omfang, og derfra kan han give dig det bedste toilet tilbud, som han kan sammensætte!
Lad os komme i gang!
Hvilket prisleje ligger et nyt toilet inklusiv montering i?
Den typiske pris for et nyt toilet inklusiv montering og toiletsæde ligger mellem 3.700-4.500kr. inklusiv moms. Prisen kan dog variere alt efter, hvilken del af landet du bor i, og hvor stor konkurrencen er i dit område.
Hvad er tidslejet?
Tidslejet for denne proces ligger på et sted mellem 1-2 timer, alt efter, hvordan processen forløber.
Ved udskiftning af et toilet, hvor der ikke skal bores nye huller, kan opgaven oftest klares på ca. 1 time ekskl. kørsel. Det vil som oftest fremgå i dit tilbud, hvor megen tid, der er regnet med.
Sådan er arbejdsprocessen ved udskiftning af et toilet af en professionel:
En VVS’er kommer ud til din adresse, og hvis han har fået alle de vigtigste oplysninger forinden hans ankomst, har han sandsynligvis alle de nødvendige komponenter med, til montering af et nyt toilet. VVS’eren lukker for vandet til dit toilet og afmonterer tilslutningsslangen. Så tømmer han cisternen for vand og løsner skruerne. Herefter vil han forsøge at tømme vandlåsen for vand, så ikke det drypper på gulvet, når han bærer toilettet ud.
Når toilettet er afmonteret, vil han afrense gulvet under toilettet og evt. afrense gammel silikone eller lyncement. Når dette er gjort, vurderer VVS’eren, hvorvidt det eksisterende tilslutningsmateriel på afløbet kan genanvendes. Hvis de eksisterende tilslutningskomponenter er i ringe stand, vil han udskifte det. Når tilslutningskomponenterne er monteret, bliver toilettet sat løst på.
Hvis de eksisterende huller passer, skrues toilettet fast direkte i de gamle huller, eller i de gamle huller, men med nye raw-plugs. Hvis hullerne ikke passer, markerer VVS’eren, hvor hullerne skal bores, og herefter borer han hullerne. Når toilettet er sat fast, stabiliseres det med små klodser eller skiver, så det står lige og ikke vipper.
Så monterer han tilslutningsslangen og åbner for vandet, for at fylde vand i toilettets vandlås. Dette sørger for, at der ikke længere kommer lugt fra afløbet. Herefter skrues toilettet fast og afslutningen ved gulvet kan laves. Enten laves det med lyncement eller silikone. Når afslutningen er lavet, monteres et eventuelt toiletsæde, og så er monteringen færdig.
Hvorfor skal jeg betale for, at en fagmand skifter mit toilet?
Den professionelle VVS’er har den fornødne viden og ekspertise til at kunne løse enhver udfordring, som kan opstå ved udskiftning af et toilet. Hvis afløbet f.eks. pludselig er af en anden dimension end standard, eller en eksisterende komponent i installationen er i så ringe stand, at den bør udskiftes. VVS’eren er forpligtiget til at levere et produkt, som lever op til de standarder der er gældende for VVS-installationer i Danmark.
Få et billigere toilet tilbud ved valg af nyt toilet, som passer i de eksisterende huller
Hvis du på forhånd kender fabrikat og model på dit eksisterende, og i øvrigt synes godt om det, kan du med fordel vælge, at få monteret et nyt toilet af samme model. Det kræver selvfølgelig, at dit eksisterende toilet stadig findes på markedet. Nogle fabrikater, som f.eks. Ifö har modeller, som passer i de samme huller. Her kan det nævnes, at Ifö Cera og den nyere moderne Ifö Sign passer i samme huller. Tag derfor et godt billede af dit toilet, så VVS’eren kan se, hvilken model du har, og derfra finde et, som måske kan passe i de samme huller i gulvet.
Hvis du vælger et nyt toilet af samme model som dit eksisterende, sparer VVS’eren tid, fordi han ikke behøver at bore nye huller og montere nye raw-plugs i gulvet, og dette kan hjælpe VVS’eren med at sammensætte et billigt toilet tilbud til dig.
Nyt toilet på eksisterende huller
Få et billigere toilet tilbud ved at genbruge toiletsædet
Et toiletsæde koster hurtigt 350-500kr., så hvis du kan genbruge toiletsædet, kan du hurtigt presse prisen ned. Det kræver dog, at dit toiletsæde er originalt. Et originalt Ifö Cera sæde passer f.eks. på et Ifö Sign. Hvis du er i tvivl, kan du med fordel spørge VVS’eren, men du kan også vælge at købe et toiletsæde, og selv montere det. På den måde kan du presse den samlede monteringstid ned. Hvis VVS’eren ikke skal montere et toiletsæde, eller blot skal montere dit eksisterende toiletsæde på dit nye toilet kan han/hun give dig et billigere tilbud.
Genbrug toiletsæde og spar penge!
Få et billigere toilet tilbud ved at genbruge tilslutningsslangen
Selvom det ikke er mange penge, kan du alligevel spare omkring 100kr. ved at genbruge tilslutningsslangen. Det er dog vigtigt at nævne, at hvis tilslutningsslangen er beskadiget eller utæt er det vigtigt at du får den skiftet. Det kan også være, at den eksisterende tilslutningsslange ikke er lang nok til at passe på dit nye toilet, og så kan det også være nødvendigt at montere en ny.
Genbrug tilslutningsslangen og spar penge!
Giv VVS’eren det optimale overblik over din toiletsituation
Tag 3-5 gode billeder af dit toilet. Tag gode billeder af toilettet, fabrikat, model samt tilslutning til afløb, og send dem med i din forespørgsel, så VVS’eren kan få et overblik over, hvilket toilet, tilslutningstype og materialer han/hun skal regne med i dit toilet tilbud.
Her er en idé til, hvordan du kan tage nogle gode og brugbare billeder, som helt sikkert vil hjælpe VVS’eren med at få et overblik over opgavens omfang.
Tag et overordnet billede af toilettet
Tag et overordnet billede af toilettet og dets umiddelbare omgivelser. Dette giver VVS’eren en idé om toilettets tilgængelighed, hvilket kan have betydning for, hvor hurtigt opgaven kan løses, og hvor megen plads montøren har at arbejde på. Desuden kan VVS’eren vurdere, hvilket fabrikat og model her er tale om, hvilket er relevant, hvis du søger et toilet, som passer i hullerne, og derved giver VVS’eren mulighed for at lave et billigt toilet tilbud til dig.
Overordnet billede af eksisterende toilet
Tag et billede af toilettets tilslutning til afløbet
En af de vigtigste forudsætninger for at kunne give et billigt toilet tilbud er at vide, hvordan toilettet er tilsluttet afløbet. Der findes nemlig flere forskellige typer toiletter, og alt efter din boligs byggeår, kan afløbsinstallationen variere. Sørg for at tage et godt billede af toilettets tilslutning til afløbet. Hvis der sidder en såkaldt muffeskjuler, er det en god idé at afmontere denne, for at kunne få et godt billede af afløbets beskaffenhed. Er afløbet af støbejern, kan det f.eks. være svært at montere et toilet med skjult S-lås, da støbejernsmuffen ofte er for bred, og vil støde på porcelænet. Det er vigtigt at vide for VVS’eren, så han ved, hvilken type toilet han/hun skal beregne i sit tilbud.
Billede af afløbstilslutning
Fjern muffeskjuler, for at se afløbstilslutning
Tag et billede af toilettets afslutning på gulvet
Et toilet som er monteret professionelt er som regel afsluttet med lyncement eller silikone omkring foden. Dette sikrer, at der ikke kommer vand og snavs ind under toilettet og giver samtidig en flot afslutning. Ved anvendelse af lyncement, giver dette samtidig en understøttende effekt, som sikrer at toilettet står stabilt. Ved anvendelse af silikone bliver toilettet ikke understøttet, men giver blot en tættende effekt.
Det er mest almindeligt at afslutte med lyncement, når der er tale om flisegulve.
Ved trægulve og laminatgulve anvendes silikone, da lyncement ikke kan binde på disse materialer.
Det kan dog variere fra virksomhed til virksomhed, hvilken type afslutning du får ved dit toilet. Den mest tidskrævende men oftest flotteste afslutning er lyncement, da denne ofte falder i med gulvets fuger, og derfor giver et flot finnish. Samtidig hærder lyncementen hurtigt, og toilettet kan derfor anvendes umiddelbart efter montering. Den hurtigste afslutning er som regel silikone, men ulempen ved silikone er, at den skal hærde i minimum 24 timer, før den kan tåle, at man sætter sig på toilettet.
Billede af eksisterende afslutning
Nævn alle relevante ting og få det bedste toilet tilbud!
Når du har taget nogle gode billeder, bør du samtidig sørge for at beskrive de mest relevante ting som nævnt ovenfor, samt dine personlige ønsker.
Her er et eksempel på en formulering, med så megen relevant info som muligt:
”Jeg ønsker at få monteret et nyt toilet. Det gamle toilet er et Ifö Cera med P-lås. Afløbet kommer ud af væggen. (Se billeder)
Jeg ønsker, at mit nye toilet skal være et Ifö Sign. Jeg genbruger det eksisterende toiletsæde og ønsker at genbruge tilslutningsslangen, hvis den er i forsvarlig stand. Der kan lukkes for vandet på hanen ved toilettet. Mit eksisterende toilet er afsluttet med lyncement, og hvis muligt, ønsker jeg også dette for mit nye toilet.”
Her er et eksempel på en anden formulering, med så megen relevant info som muligt:
”Jeg ønsker at få monteret et nyt toilet. Det gamle toilet er et Gustavsberg, jeg kender dog ikke modellen. Det er med synlig S-lås og afløbet ser ud til at være med støbejernsmuffe. Jeg ønsker, at mit nye toilet skal være et Gustavsberg Nautic 5500L, og jeg vil gerne bede om et toiletsæde med SoftClose. Desuden er tilslutningsslangen utæt, og bør blive skiftet. (Se billeder) Jeg kan ikke lukke for vandet ved toilettet, da hanen er gået i stykker. Jeg ønsker ikke at få skiftet hanen, da jeg altid bare har kunnet lukke for vandet på hovedhanen. Toilettet er afsluttet med silikone, men da jeg har flisegulv, vil jeg gerne have det nye toilet afsluttet med lyncement, hvis muligt.”
Ved at gøre opmærksom på disse ting, giver du VVS’eren en masse brugbar information, som kan hjælpe ham/hende med at beregne et billigt toilet tilbud til dig!
Husk at vedhæfte dine billeder, så VVS’eren kan danne sig det bedst mulige overblik over din opgave!
Læg en kommentar